Pyha jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, for i realiteten starter det hele ret langt tilbage. Som nogen måske har opdaget har det været meget stille de sidste uger og det er bestemt ikke fordi der ikke er sket noget.
Men for at starte et sted, har de sidste 5 år har været ret sindsyge, og min psyke begynder for alvor at reagere på det pres der har været. Det starter faktisk helt tilbage i 2015 og 2016 hvor min far bliver syg med hjertet og er ind og ud af Rigshospitalet, min far er sådan en “min far er stærkere, hurtigere og sejere end din far” typen, så det er svært at forstå og at stå på sidelinien, han kommer sig så stærkt ovenpå hele forløbet <3 I 2017 får jeg konstateret modermærkekræft, KRÆFT det er sku da noget gamle mennesker får er min første tanke, da jeg efter et tjek kommer direkte i kræftpakke, får fjernet lymfer og bliver opereret i låret hvor det sad, det hele endte godt men det var en stor forskrækkelse, og jeg fandt ud af at selv mit liv er skrøbeligt og jeg skal huske at drømme og leve HVER eneste dag. I 2018 får min datter Sia konstateret leukæmi, hele min/vores verden ramler og jeg synes at det er så pisse uretfærdigt at det skal ramme os igen, (det er uretfærdigt lige meget hvem, men I forstår). Sia har Leukæmi ALL, hun er ovre den værste del af behandlingen, men skal have kemo indtil december 2020, hvis du vil læse mere om da vi opdagede at Sia var syg så læs med her.
Nu siger kalenderen 2019, og jeg har frygtet hvad der skulle komme og hvem det skulle ramme, men selvfølgelig ikke sagt det højt, for hvor åndsvagt er det lige. Men for 14 dage siden fik min far konstateret lymfekræft i halsen og skal starte op i kemo, det har bare ramt mig som en kæmpe stor hammer, og jeg har været fuldstændig handlingslammet. Jeg har siddet foran computeren utallige gange og kigget ind i den, prøvet at svare på mails, planlægge mm. men jeg har kun kunnet gøre de absolut nødvendige ting.
Når jeg er presset og nervøs for om det hele skal gå er mantra’s virkelig noget der virker, da Sia blev syg lavede vi “stærk, sej, smuk” og et andet jeg har brugt er sindsro-bønnen, jeg er på ingen måde kristen og har endda overvejet at melde mig ud af folkekirken, men jeg elsker alle de fine kirker, og vil gerne støtte dem. Denne bøn hørte jeg første gang til min fætter og han skønne kones bryllup og den har de sidste år hjulpet mig til bedre at acceptere de uretfærdige ting vi er gået igennem.
giv mig sindsro til
at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen
måske du kan bruge den hvis der er noget svært på din livsvej <3
Nu tror jeg at jeg er ved at være klar til at handle, min far er ligesom Sia, “stærk, smuk og sej” og jeg ved at han SKAL klare det! Jeg føler mig meget modig, at jeg tør at tro på at det bedste kommer til at ske, det er jo nemmest at synes at det hele er noget lort, ligge sig i fosterstilling og vente på at det måske går væk. Men jeg VIL være glad og lykkelig, for jeg har så mange fantastiske ting i mit liv, jeg har den dejligste familie, de mest fastholdene fantastiske venner, verdens bedste arbejde med FitmomCph som jeg er pisse stolt af, skønneste mødre og babyer der har tillid til min hjerte buisiness, der er gang i så mange spændene projekter som jeg snart fortæller mere om. og Hey! vi har købt en kolonihave og for første gang i lang tid slapper jeg af, børnene er alle fuldstændig vilde og min dejlige mand går rundt i bar overkrop i skrivende stund og klipper et eller andet grønt og rydder op i et skur. Hele ugen kommer dejlige venner og familie på besøg <3 Husk at sæt pris på det du har, og hav mod til at tro på at det hele nok skal gå, og hvis du møder modstand, så accepter det du ikke kan gøre noget ved, og få det bedste ud af de kort du har fået at spille med <3
kærligste hilsner fra Sif
