B for Bryllup
Flere har efterspurgt dette indlæg og i disse tider har man jo god tid til at planlægge bryllup, jeg sender alle mine kærligste tanker til jer smukke kvinder der skulle holde bryllup denne sommer og som måske er nødt til at aflyse <3
Vores bryllup blev holdt på Lyngby vandrehjem d. 23/9-2017 og her er lidt om stedet.
D. 5 september 2016 blev jeg 30 år, solen skinnede og vi besluttede os for at køre en tur til Raadvad. Og hvorfor kørte vi lige til Raadvad, ja det er der en rigtig god forklaring på. For min søde Daniel havde friet til mig i foråret, i en sværm af knot (svenske myg lign), med solnedgang og gin-tonic foran vores hus i Sverige…. Og vi skulle se om stedet hvor vi ville giftes måske var fundet.
Jeg havde ledt SOME tyndt for at finde inspiration til fede steder at holde bryllup, og mine krav var ret så høje. Jeg har serveret til over 100 bryllupper på Skodsborg kur og spa hotel i de 9 år jeg arbejdede der. Det var ikke vigtigt for mig om det var et fint og dyrt sted, men stedet skulle have sjæl. Og så var der et par kriterier der skulle opfyldes
- Kunne rumme ca. 80 mennesker
- Have mulighed for overnatning
- Ligge inden for 1/2 times kørsel fra kbh (nemt at køre til og fra de gange man skulle planlægge)
- Mulighed for at blive viet udenfor
- Mulighed for at holde reception efter vielse
- Et sted med en pakke løsning (mad, drikkevarer, opdækning, bar, lokaler mm.)
- Et sted hvor man kunne blive ved til den semi-lyse morgen 😉
Ja vi (læs: jeg) havde ret så mange krav 😉 Jeg havde efter lang tids søgen fundet det smukkeste sted, Lyngby vandrehjem. Hmm så tænker man vandrehjem er det ikke et eller andet slidt og kedeligt sted med køjesenge derudaf. Men da vi den 5. september kørte af Raadvads snirklede gader, med stråtækt huse, gadekær, omringet af dyrehaven var vi ikke i tvivl om at det tegnede rigtig godt. For enden af vejen ligger vandrehjemmet, det er fint oplyst og ligner nærmest et gods.
Der er helt stille og idyllisk ved hovedindgangen, vi går rundt op bygningen og finder en lille sten-terrasse med borde og bænke, kulørte lamper der hænger i kæder, bålfad, lanterner og ved et af bordene sidder dem der står for stedet. Man kan se at der har været bryllup i weekenden, og personalet sidder og snakker, vi prøver lykken og spørg om de har tid til en hurtig snak, når nu vi er der. Vi får besked på at vente 15 minutters tid og så vil den ene gerne vise os rundt. Vi kigger på hinanden og er begge mega hooked, ret nervøse for om hele molevitten er udsolgt de næste mange år. Vi får en rundtur og snakker bagefter om deres mulige datoer til vores bryllup, Trine (som hun hedder hende der viste os rundt), siger, “ja vi har to datoer ledige næste år, hvis I altså vil giftes fra april til oktober, det er d. 29 april eller d. 23 september”… Såe deeet, ja så skal vi jo ret hurtigt beslutte os, og da hele min familie ville være ude og rejse d. 29 april, blev der ret hurtigt et svar på det. Så sådan blev det, og jeg fattede slet ikke at jeg skulle vente over et år før vi kunne blive gift, men jeg var godt nok glad for at vi var ude i så god tid…
Når man booker stedet skal man betale 10.000 i depositum, hvilket er helt fair, men det skal man bare være klar på. Vi var allerede gået igang med opsparingen og det gode ved at der var et helt år til var at man kunne spare op mens man havde nået at se frem til.
Vi lavede selv invitationer og Daniel skar skiver af en rafte til bordkort, så det passede til de naturlige omgivelser.
De var virkelig søde til at modtage ideer og ønsker til hvordan det hele skulle foregår, og det var så befriende at de skulle stå for det hele, Sia var jo stadig lille og livet som selvstændig bød ikke ligefrem på meget tid til planlægning. Vi valgte blomster, som de sørgede for at imødekomme så godt som muligt, opdækningen var så fin med de gamle radvad knive, lyngby vaser, lys overalt i lygter ude og inde.
Vi blev viet på græsplænen ude foran og havde derefter kage og champagne på terrassen. Næsten alle skulle sove der, så efter vielsen kunne folk gå på værelset eller hænge ud i området mens vi fik taget billeder. Middagen blev holdt i lokalet i underetagen, med udgang til terrassen så folk kunne gå ud og ryge og trække frisk luft og de nemt kunne kaldes ind af vores seje toastmaster Ida. Under middagen kom vores DJ og stillede op i overetagen hvor der efterfølgende skulle være fest til den lyse morgen.
Maden var virkelig god og der var rigelige mængder, så selv vores den store andel af crossfit venner blev mætte 😉 Der var konstant servering af vin, øl og vand og ingen manglede noget. Og virkelig befriende at folk bare kunne få det de ville have uden at man tænkte over en regning der tikkede derudaf. Baren spillede max og der var de helt almindelige drinks, man kunne tilkøbe andet, men vi havde ikke budget til det. Så vidt jeg husker var baren inkl. i kuvertprisen til kl. 01.00, vi havde på forhånd købt 2 ekstra timer til kl. 03 og endte med at købe 1 ekstra, jep vores venner er meget festglade 😉 kl. var 05.00 før vi var i seng og så op til morgenmad kl. 8.30 😉 Stedet kan klart anbefales <3
Leave a Reply