Jeg har længe villet skrive dette indlæg, og jeg synes at det er et mega relevant emne. Jeg tror at der er rigtig mange der går med det skjult fordi de er bange for, at det er for sindsygt at sige højt. Men hey, nu gør jeg det.
Jeg lavede en spørgerunde på instagram og facebook i sidste uge og I var sindsygt mange der svarede, tak for det <3 Spørgsmålene gik på om I var blevet mere bekymret og bange efter i er blevet mødre, om i nogen gange tjekker om sutten bevæger sig, om i ser færre uhyggelige film og om I snakker med nogen om det. Mange af jer skrev at I var blevet mere bange og nervøse efter at være blevet nogens mor, og det kommer nok ikke som en overraskelse. Og jeg tror at rigtig meget af det bunder i at vi pludselig har mere end os selv på spil. Og de fleste af jer ser ikke længere uhyggelige film. Heldigvis svarede mange af jer at i snakker med andre om det og det gør mig glad <3 Men der er også rigtig mange der ikke gør.
I forbindelse med mit arbejde møder jeg mange kvinder der er blevet mødre, og derfor har jeg også haft rigtig mange samtaler om netop dette emne. Det er også min opfattelse at mange ikke tør at snakke om det, da det er tabubelagt og vi som mødre gerne vil kunne magte alt, og være den bedste og sejeste mor. Men jeg synes faktisk at det er ret sejt at være ærlig omkring det <3 Og måske kan man finde noget ro i det hvis man ved at andre mødre har det ligesådan. Så her kommer min historie og hvordan jeg forholder mig til den bange, bekymrede og til tider alt for styrende “mor angst”.
Da jeg blev mor til Sia i 2015 følte jeg, at jeg sammen med hende fødte en slags ængstelighed og angsten for fejle og at miste ALT. Jeg blev mere bange for alting, og så pludselig farer i alt. Jeg hev i hendes sut når hun sov for at tjekke om hun trak vejret, hvilket alt for tit resulterede i, at hun vågnede og jeg følte mig så dum, men samtidig var det mit eneste valg! For hvis jeg nu ikke hev i den sut, og hun så faktisk ikke trak vejret, så ville jeg aldrig tilgive mig selv, for at jeg havde tænkt mig at hive og sutten og ikke gjorde det. Det blev en ond spiral og da hun var et par måneder gammel fandt jeg ud af at jeg havde fået post traumatisk stress efter mit meget akutte kejsersnit ( pga. svangerskabsforgiftning) og jeg er idag sikker på at den stress blot fodrede min mor-angst. Efter Sia blev syg har jeg modtaget mange beskeder fra mødre som spørger hvordan jeg tackler den angst der jo selvfølgelig har været for at skulle miste hende, og at jeg oveni har fået endnu en baby jeg skal passe på. Og i virkeligheden er det hele jo ret vildt, der var en anden mor der sagde til mig ” hvordan kan du være så sej, når du gennemlever vores andres værste mareridt”? Og ja det ved jeg sku ikke, for det jeg altid har været bange for, skete jo rent faktisk for mig, mit barn er alvorligt syg. Og det er meget mærkeligt når jeg træder et skridt tilbage og kigger på det udefra. Men der har ikke været plads til at være bange, for jeg er mor og har jo skulle passe på Sia, og sørget for at hun har det så godt som muligt. Som tiden er gået og hun har fået det bedre og bedre, har min angst fået det værre og værre og det er jo egentlig ret paradoksalt, for nu ved jeg at jeg ikke skal miste hende. Min krop har været så stresset, og jeg har ikke givet plads til det, så nu betaler jeg billetten, som betød at jeg i december måtte sende denne besked til mine seje bootcamp piger.
“Søde dejlige moms, jeg kom på arbejde imorges og på mit første hold spørger den ene af pigerne om hvordan jeg har det, og så knækkede filmen, jeg brød fuldstændig sammen. De sidste uger i vores liv har været så ulidelig hårde og at se sit lille menneske fyldes med alt muligt lort, være indlagt on and off og bekymringen om hun overhoved klarer det, har indhentet mig, jeg sover ikke rigtig om natten, har totalt hjertebanken og kan intet huske. Heldigvis er der jo kun fyldt med top skønne mamas i fitmomCph, så jeg fik verdens største gruppekram, vi droppede trænigen, drak kaffe og de sendte mig hjem. Jeg beklager meget og ville ønske at det var anderledes, desværre ved vi aldrig hvad livet byder os, men jeg er nødt til at lukke helt ned, passe på mig selv og mine unger, så jeg kan lade op og være klar til et 2020 med fornyet energi “.
Jeg startede til psykolog og har arbejdet en masse med at vælge mig selv. Jeg havde så meget vrede, “ked af det hed”, bebrejdelser, følelse af ikke at slå til, være en god nok kone, mor, fitmom, veninde og meget mere. Jeg har skulle finde mod til at løsrive mig fra den konstante overvågning af Sia, det har været en hård og spændene tid og jeg er SLET ikke færdig, men jeg øver mig i at passe på mig selv <3 Gør du det?
Jeg kan se en sammenhæng mellem mit stressniveau og mit niveau af mor angst, det irriterer mig at når jeg er presset og træt, gør det så at jeg bliver endnu mere presset fordi tankerne løber af med mig. Samtidig gør det mig mere rolig når jeg fortæller mig selv at jeg er mere bekymret fordi jeg er presset, og så er der en årsag. Måske kan du genkende noget.
Jeg synes at mor angst er et godt udtryk for det, for jeg alt det jeg er bange for kan spores tilbage til at have noget med mine børn eller min familie af gøre. Før jeg fik børn var jeg ikke bange for en skid, nu er jeg blevet bange for uhyggelige film, for tænk hvis det kunne ske i virkeligheden, jeg er en kylling på snowboard for tænk hvis der skete mig noget, jeg er jo nogens mor (og de kan sku da ikke undvære mig), bekymret for at rejse uden min familie, osv… Men HEY det er helt naturligt og vigtigst af alt, så skal jeg tage kontrollen! Jeg vil ikke leve mit liv og konstant være bange for hvad der sker om 5 min, børn er hæmningsløse og fuldstændig umiddelbare, så for det første kan vi ikke styre alt hvad de gør uden at fratage dem læring og udvikling, og så synes jeg at vi kan lære en del af deres tilgang til livet. Så kig på dit lille menneske, tro på det bedste, forstå og accepter at din mor angst og dine bekymringer er der fordi du har fået uendelig kærlighed i bytte <3
Nogle gange er det de mindste ting, der fylder mest i hjertet.