1 år som kemo mor

Idag d. 12/11 er det 1 år siden vi tog på hvidovre med Sia, og imorgen onsdag d. 13/11 er det 1 år siden at vi lå på 5 sal i opgang 5 på stue 17 på Rigshospitalet, jeg var højgravid og vi ventede på, at de ville komme og give Sia den diagnose, jeg stadig ikke troede på var mulig for min lille prinsesse på 3 år. Den gang troede jeg at vi skulle miste hende, nu ved jeg at jeg ikke skal miste hende, men at jeg har mistet et år som mor til et raskt barn og fået et år med titlen kemo mor. Det lyder bizart, men det fandme også bizart hver dag at give sit barn kemo, selvom det godt nok mest papa der gør det herhjemme <3 Jeg sender kærlige tanker til alle de andre kemo mødre derude, jeg snakker med flere af dem, og kun vi forstår hinanden, har krammet og grædt og hvad der ellers hører til <3

Det sidste år har været fyldt med bekymringer, tvivl og frustrationer. Sia har været igennem ting jeg ikke engang selv turde eller tør, det har været en rutschebanetur og ikke af den slags man drømmer om. Selvfølgelig har der været masser af gode stunder, for “ikke alle dage er gode, men der er noget godt i alle dage” og det har vi fokuseret på. Vi er som familie blevet presset på det yderste og blevet sindsygt gode til bare at være sammen, Daniel (min mand) og jeg har været mere sammen det sidste år end vi sammelagt har de 7 1/2 år vi har været sammen 😉 Og utroligt nok, så har vi mere kærlighed og rummelighed overfor hinanden end nogensinde før. Selvfølgelig diskuterer vi og kan blive uvenner, men hvem fa’en gør ikke det.

Hvis jeg selv skal sige det har vi klaret det her forløb til et 13 tal, ja hvis det stadig fandtes 😉 Vi er positive, glade, taknemmelige for det vi har, men dermed ikke sagt at det ikke har været pisse hamrende hårdt og det er det stadig. Krydret med at få en lillebror, at være selvstændig og at min far også er syg, har det til tider været umenneskeligt hårdt. Det pres der ligger i at du aldrig ved hvad dagen bringer. I skrivende stund ligger Sia ved siden af mig og sover, hun har 38,2 og om lidt skal jeg måle hendes temperatur igen og hvis den er steget skal hun indlægges. Så Daniel er igang med at pakke tasken, og gøre klar til at de måske skal afsted. For 4 timer siden lavede vi fis og ballade og pustede balloner op, fordi elskede mormor kommer imorgen og hun har fødselsdag på torsdag <3 Livet ændre sig hele tiden, og noget jeg er blevet god til er, “bare” at følge med. En bøn (faktisk kristen, selvom jeg er på ingen måde er troende),  som jeg har brugt før i denne sammenhæng og som min far skrev til mig da vi fik beskeden om Sia er;

“Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Måske kan den bruges hos noget hos dig 🙂 Jeg er selv syg og har ligget i sengen de sidste dage, min krop siger fra og mit immunforsvar er presset pga. af det stress jeg har været udsat for det sidste år, indimellem er jeg i tvivl om jeg kan klare det hele. Men jeg er sej og stærk lige som Sia og jeg bliver hver dag mindet om hvor meget jeg har at kæmpe for. Jeg er støttet hele vejen rundt, tak for din tillid til mig og fordi du følger med her, og hepper på os.

Min bedste veninde Kristina, som har været der for mig anytime i dette forløb, lavede det fineste skriv om Sia og det er det sidste i får, for nu skal jeg have taget den temperatur og nok sende dem afsted;