Skal jeg have kejsersnit? Mine første tanker var at det var farligt, forkert og kun noget man fik hvis der var noget galt. Men det var der så også…
Her får I sku historien om min fødsel og hvilke følelser der kan spille ind når man får kejsersnit. Det gik ikke helt som jeg havde regnet med, jeg skruer lige tiden tilbage. Som nogle måske allerede har læst havde jeg en pænt hård start på graviditeten, totalt ude af kontrol, med opkastninger 15 gange om dagen i de første 17 uger. Det var derfor vigtigt for mig at jeg kunne kontrollere slutningen, altså fødslen og jeg ville gøre alt for at være bedre forberedt. Jeg meldte mig derfor til et “smertefri” fødselsforløb, det skal jeg nok skrive om en anden gang. Forløbet var virkelig godt, jeg følte mig klar til at føde og jeg glædede mig faktisk lidt. Jeg trænede stadig en del og var ikke særlig besværet af at være højgravid, bare klar til at føde i min squat ?
Uge 36: var til jordmoderen, alt var fint. Ingen protein i urinen, lavt blodtryk og hun skød Sia til at veje ca. 2600g.
Uge 38: Onsdag blev jeg overvældet af træthed, jeg sov næsten hele dagen og havde ikke rigtig lyst til mad. Jeg aftalte med min kæreste at hvis det fortsatte næste dag, ville vi ringe til lægen. Men næste morgen havde jeg det godt igen, bortset fra lidt hovedpine. Det var påske og mine forældre havde inviteret til påskefrokost om fredagen. Jeg havde ondt i hoved da vi kom, og jeg fik et par panodiler af min mor.Vi spiste og hyggede os, og om eftermiddagen fik vi en kop kaffe. Jeg begyndte at føle mig meget varm og blev rød på hals og kinder, men havde før hørt at man kunne få hedeture helt til sidst i graviditeten, og ellers var det sikkert koffeinen. Vi kørte hjem om aftenen og på vej hjem fik jeg endnu mere hovedpine og ondt i nakken. Jeg kunne ikke sove, jeg havde så ondt i nakken og det spredte sig ned til øvre ryg, jeg tænkte at det måske var hold i nakken/ryggen, maven var trods alt ret så stor og tung. Kl. 02.00 stod jeg op, gik rundt i stuen, græd lidt, for det gør man bare når man er lige ved at skulle føde. Kl. 04.30 vækkede jeg min kæreste Daniel, han prøvede at give mig massage, fandt varmepuden frem, men intet hjalp. Vi ringede ud til fødegangen på Hvidovre. De sagde at det nok ikke var akut, så vi kunne få en tid kl. 9.30. Jeg blev pludselig mega dårlig, skulle bare på toilettet og kastede også op, der gik det op for mig at jeg måske var på vej i fødsel, men jeg skød hurtigt tanken væk, jeg var jo første gangs fødende og gik sikkert over tid. Jeg gik i et laaaaangt varmt bad og fik det faktisk lidt bedre, jeg prøvede at overtale Daniel til at vi ikke skulle tage afsted alligevel, jeg kunne bare ikke overskue køreturen. Men afsted kom vi og i modtagelsen tog de prøver mm. Det gik ret hurtigt fra at der var en jordmoder til at der var 2 læger, 2 jordmødre og en sygeplejerske. De kunne godt forstå at jeg havde ondt i hoved, for mit blodtryk var 202 over 125 ? Shit jeg kunne godt mærke at det ikke var godt. Jeg fik magnesium drop for at sænke trykket og de fandt ud af at jeg faktisk var 2 cm åben, så jeg var altså på vej ? Jeg blev kørt på fødegangen, og her kunne de konstatere at jeg havde svangerskabsforgiftningforgiftning for fuld udrykning. De valgte at tage vandet for at se om det kunne give nogle veer og forklarede at vi snart ville blive forældre på den ene eller anden måde, for hun skulle snart ud. Lægen nævnte kejsersnit, men jeg tog det ikke så tungt, for selvfølgelig skulle jeg ikke have kejsersnit! Jeg tænkte at når man er kvinde kan man føde børn og jeg havde jo øvet mig på det hele. Efter en times tid hvor der ikke skete det store, kom lægen tilbage. Han sagde at de var ret bekymret for både mig og Sia, så det var nu der skulle tages en beslutning, jeg SKULLE altså have kejsersnit! Eller jeg kunne jo selv vælge, men selvfølgelig skulle jeg have det hvis Sia var i fare. SHIT, jeg blev så ulykkelig, de andre kvinder på fødegangen skreg af veer og jeg hulkede og skreg fordi jeg ikke fik lov at føde. Det gik vildt hurtigt, afsted til operation, min elskede kæreste, min klippe var med mig hele vejen og jeg havde aldrig klaret det uden ham. Det var en virkelig fin oplevelse, de var fantastisk søde og jeg var med hele vejen, kl. 14.21 blev lille perfekte Sia på 2300g født, 5 timer efter vi kom ind og troede at jeg havde hold i ryggen. Pga. min svangerskabsforgiftning var jeg virkelig syg efterfølgende og vi var indlagt en hel uge. Min lever og mine nyrer fungerede slet ikke optimalt og mit blodtryk var stadig tårnhøjt. I løbet af ugen var jeg igennem hele følelsesregisteret, så lykkelig over at have fået den dejligste og smukkeste lille pige, så tosset og gal over at jeg var blevet snydt for at føde, så ked af at jeg som kvinde ikke kunne det jeg følte jeg var født til. Efter gode samtaler på hospitalet og tiden som er gået, vil jeg gerne bringe at kejsersnit slet ikke er så farligt og forkert som jeg gik og troede. Jeg er jo mor til Sia lige meget hvordan hun er kommet ud og jeg synes selv jeg er ret god til det. Når det kommer til det forfængelige troede jeg i starten at jeg aldrig ville blive pæn igen, men er nu ret tilfreds her 4 måneder efter. Puha det blev en lang historie, men til alle jer der går og frygter kejsersnit, så vil jeg personligt ikke være bange næste gang jeg er gravid. Og så vil jeg bare lige sige at selvom man har fået kejsersnit har man altså FØDT. Men jeg håber nu virkelig at jeg får lov at føde vaginalt!