Vores baby er endelig her <3
Det har været 9 sindsyge måneder der startede med at det faktisk slet ikke var planlagt at de to streger skulle komme på testen, bevares, selvfølgelig var vi da mega glade for det, men vi havde lige sat 1000 ting igang mht. FitmomCph. Så ventede 4 måneder i seriøs overlevelse med så meget kvalme og opkast at jeg nogle dage nærmest ikke åbnede øjnene. En virkelig skod nakkefoldsscanning førte til bekymring og NIP-test for at finde ud af om Blip var sund og rask, hvilket den heldigvis var. Da jeg havde svangreskabsforgiftning med Sia og hun kun vejede 2300g, er jeg blevet fuldt meget tæt hele graviditeten.
Da jeg var 6 måneder gravid blev Sia diagnostiseret med leukæmi og der startede hele showet om vi skulle have tjekket stamceller og have lavet et evt. navlesnorshøst og hvis der var match ville man nok lave et kejsersnit i uge 37-38 agtigt. Da vi fandt ud af slut i uge 36, at der ikke var noget match, så skulle jeg ligesom bare gå i gang af mig selv med en terminsdato d. 21/2.
Og pludselig gik det op for mig hvor presset min graviditet i grunden har havde været, og så gik luften helt af ballonen. Vi blev indlagt med Sia d. 11/2 til et kort indlæggelse med en hård omgang kemo på ca. 3-4 dage regnede vi med, men dagene gik og hendes tal artede sig ikke som vi forventet og det hele trak ud, sådan er det når man har et kritisk sygt barn og vi er normalt meget omstillings parate, men jeg kunne mærke at det spidsede til, med et barn der blev dårligere og dårlige et et andet barn der skulle ud på den ene eller anden måde.
Fra indlæggelsen d. 11 var jeg begyndt at få flere og flere plukkeveer, hele afdelingen fulgte med i hvordan det forløb og hver gang vi gik i køkkenet for at spise med de andre familier gik snakken om hvornår der mon kom en baby. Det var meget specielt at flere af de indlagte familier, og især dem der har været der længe fandt glæde i at følge med i, at vores baby skulle komme til verden <3
Fredag kom min veninde og gav modnings akupunktur og jeg kunne mærke at jeg virkelig var ved at blive utålmodig og ængstelig efter at få lidt kontrol og ro på tingene. Det gav lidt mere gang i plukkeveerne og specielt i tankerne, så natten til lørdag efter en af de utallige tisseture besluttede jeg mig. Sia havde stort set ikke spist siden mandag morgen og vi havde så småt startet hende op på sondekost, hun havde så kraftig mundbetændelse at hun bare savlede i en kop, og lægerne sagde at hendes symptomer kunne forværres den næste uge til to. Mit mor-hjerte kunne ikke bære at hun skulle undvære sin mor og far hvis hun skulle have det mere skidt end der, ydermere ville vi nok komme hjem og hvem ville have ansvaret for at være hjemme med hende i, ja gud ved hvor længe en fødsel nu tager, og så uden sygeplejesker og læger mm. Jeg besluttede at kontakte fødegangen lørdag morgen og finde ud af hvad vi kunne gøre.
Lørdag middag fik jeg en tid hos en jordmorder til samtale og undersøgelse, og jeg knækkede fuldstændig sammen, der var ikke mere mod tilbage. Hun undersøgte mig og jeg var freaking fandme 1 cm åben og hun kunne lave hindeløsning. Hun tilbød mig at vi kunne tage vandet senere om lørdagen eller søndag morgen. Huhej fik vi aftalt med mormor og morfar at de skulle komme og tage vagten, og være sammen med Sia og hendes storesøster som vi havde medindlagt, og kunne vi sku gå ned og få en baby.. argh det var så syret jo 🙂 Rygtet gik hurtigt på afdelingen, så sjovt at så mange har fulgt med og “sendt” os afsted.
SHIIIT jeg skulle føde og måske have den vaginale fødsel jeg drømte om første gang hvor jeg endte i akut kejsersnit. Kl. 18.00 kom vi på en fødestue, jeg blev undersøgt og var nu 3-4 cm åben, jeg tænkte bare “yes min krop er med mig”. Det skal lige siges at jeg aldrig fik en ve med Sia, eller jeg havde i hvert fald for højt blodtryk til at jeg kunne mærke det. Kl. 18.30 tog de vandet, det var lysegrønt hvilket betyder at baby så helst skal være ude inden 18 timer Mine veer startede stille og roligt, med hver 5 min, det gik lidt for langsomt da jeg jo i realiteten var “førstegangs” fødende. Så et ve-drop, en epidural (fordi jeg responderede liidt for godt på ve-drop), en blodprøve på baby’s hoved, mange veer og ja av for satan det gør nas, og 4,5 time senere, 5 cm åben… okaaay nice nok, kl. var ca. 23.30 og vores jordmoder sagde at vi begge skulle slappe lidt af, epiduralen tog toppen af veerne, men jeg synes nu stadig at jeg mærkede dem en hel del, så afslapning var der ikke meget af, efter 10 min fik jeg psyko pressetrang og vi kalde efter jordmoderen, hun fik lyntjekket mig og jep jeg var 10 cm åben og klar til at presse. Daniel var med hele vejen i pressefasen og coachede mig, holdt mit ben og gav mig mod i pauserne. Hold kæft hvor gør det psyko ondt, men jeg tænkte bare nu skal jeg fandme vide hvad det er for en baby. Ud kom hoved og i næste ve trak Daniel HAM ud og tog ham op til mig, vi skreg bare af glæde, DET ER EN DREEEEENG, det er fucking dreng, vi har fået en søn, det var så vildt et øjeblik jeg aldrig glemmer, kl. 00.13 d. 17/2 blev Ellis født 3350g og 51 lang perfekt dreng. kl. 9.00 søndag morgen var vi tilbage på afdelingen. Det blev min drømmefødsel på under 6 timer og jeg følte at jeg var med hele vejen til trods for lidt ve-drop og en epidural så er jeg så stolt af mig selv, min krop, min psyke, lille seje Ellis og ikke mindst min mand for at være lige ved min side hele vejen <3
Alt er love, vi er endelig hjemme fra hospitalet, Sia har det bedre, Ellis er utrolig nuttet og vores store pige fylder fandme 10 på fredag.
